Der er to måder at møde et bakket terræn på, når man skal bygge til et sommerhus. Den første er at udjævne det – grave, fylde op og skabe en plan flade at bygge ovenpå. Det er den rationelle løsning, den hurtige løsning, og næsten altid den løsning, der resulterer i et hus, der ikke rigtig hører til det sted, det er placeret. Den anden måde er at lytte til terrænet. At læse niveauforskellene som en ressource frem for et problem og lade dem forme, hvordan huset fungerer og opleves.
Det er den anden vej, arkitekt Peter Fyllgraf fra tegnestuen PETER FYLLGRAF valgte, da han i 2025 arbejdede med et tilbygnings- og renoveringsprojekt på Mols Bjerge – et af Danmarks mest karakteristiske sommerhuslandskaber, hvor det bakkede terræn er hele pointen med at være der.
Fra tungt og lukket til let og sanselig
Udgangspunktet var et eksisterende sommerhus, der i sin oprindelige form var præget af en vis tyngde og indadvendthed. Huset vendte sig delvist fra det landskab, det stod i, og den materialitet og de volumener, det var opført med, gav ikke den lette og naturlige fornemmelse, som et sommerhus i Mols Bjerge burde have.
Opgaven var ikke blot at tilføje kvadratmeter. Det var at transformere hele husets karakter – fra noget, der stod i landskabet, til noget, der hørte til i det.
[caption id="attachment_67876" align="aligncenter" width="1120"]
Annonce[/caption]
Niveausproget som bærende princip
Det centrale arkitektoniske greb i projektet er brugen af terrænet som en aktiv del af husets rumlige organisation. Tilbygningen er ikke lagt i samme niveau som det eksisterende hus, men disponeret i forskudte plan, der følger bakken frem for at ignorere den. De to dele af huset forbindes gennem et naturligt niveauspring, der i stedet for at opleves som en teknisk kompromisløsning er tænkt som en overgang i sig selv – et sted, man passerer igennem, og som ændrer oplevelsen af at bevæge sig fra den ene del af huset til den anden.
Indvendigt giver denne forskydning adgang til flere opholdszoner og terrasser på forskellige niveauer, som forlænger huset ud i det bakkede terræn og skaber en tæt relation mellem inde og ude. Man sidder ikke bare i et rum med udsigt til landskabet – man er en del af det.
Én samlet bygningskrop
Et af de spørgsmål, der altid melder sig i tilbygningsprojekter, er, om det nye og det gamle skal tale samme sprog eller stå i bevidst kontrast til hinanden. I projektet på Mols er valget klart: tilbygningen er lagt i direkte forlængelse af det eksisterende hus, og den eksisterende tagform er videreført præcist, så de to dele samles i én klar bygningskrop med en kontinuerlig taglinje.
Det er et greb, der kræver præcision. Taghældninger og sokkelniveauer skal passe til hinanden på en måde, der ikke blot ser rigtigt ud på en tegning, men faktisk kan realiseres konstruktivt. Resultatet er, at det ikke umiddelbart er aflæseligt, hvad der er nyt, og hvad der er eksisterende – de to dele fremstår som én helhed, ikke som to ting sat efter hinanden.
Som en del af projektet er det oprindelige hus samtidig efterisoleret og beklædt med det samme materiale som tilbygningen, og hele taget er udskiftet og udført i tagpap på begge bygningsdele. Det sikrer ikke blot en materialemæssig ro og sammenhæng i udtryk – det er også en teknisk nødvendighed, der giver huset en samlet og opdateret konstruktiv base at stå på.
Cedertræ der patinerer smukt over tid
Facadebeklædningen er udført i ubehandlet cedertræ – et materiale, der er valgt for sin taktile kvalitet og sin evne til over tid at patinere til en lys, sølvgrå tone, der falder naturligt ind i det molske kystlandskabs farveskala. Materialet kræver ingen vedligeholdelse og forankrer huset i omgivelserne på en måde, der bliver stærkere med årene, ikke svagere.
Det er en bevidst prioritering bort fra de materialer, der ser imponerende ud i de første år, men kræver konstant vedligeholdelse eller ældes dårligt. Et sommerhus på Mols bør kunne passes med minimal indsats og stadig se rigtigt ud om tyve år.
Præcise åbninger frem for generel åbenhed
Vinduerne og døråbningerne er placeret med stor omtanke – ikke for at give mest mulig udsigt fra flest mulige steder, men for at indramme specifikke kig til det omkringliggende landskab. Det er en tilgang, der trækker på en lang nordisk sommerhustradition, men som sjældent praktiseres konsekvent i dag.
Frem for det store glasparti, der giver et generelt panorama, er der her arbejdet med udsnit: det vindue, der indrammer en bestemt bakke, den dørforbindelse, der åbner direkte mod en terrasse i et bestemt niveau. Lys, udsigt og rum spiller sammen om at forstærke oplevelsen af netop dette sted.
Hvad projektet på Mols lærer os om god sommerhusarkitektur
Projektet illustrerer noget, der er værd at understrege for alle, der overvejer at bygge til et sommerhus i et kuperet landskab: terrænet er ikke et problem, der skal løses. Det er en ressource, der venter på at blive brugt.
En tilbygning, der arbejder med terrænet frem for imod det, giver ikke blot et arkitektonisk stærkere resultat – den giver et hus, der er mere interessant at opholde sig i, fordi bevægelsen gennem huset og relationen til omgivelserne er mere varieret og nuanceret end i et hus, der er lagt fladt ud over en udjævnet flade.
Det kræver en arkitekt, der er villig til at bruge tid på at forstå stedet, inden der tegnes noget – og det kræver en bygherre, der er villig til at lade stedet sætte betingelserne frem for at kæmpe imod dem.
Resultatet på Mols er et sommerhus, der ikke råber op. Det hører til præcist der, hvor det er placeret – og det er efter vores mening det højeste, et sommerhus kan opnå.
Artiklen er skrevet af Peter Fyllgraf, arkitekt MAA cand.arch og indehaver af tegnestuen PETER FYLLGRAF, der arbejder med tilbygninger, ombygninger og sommerhuse for private bygherrer i hele Danmark.